Rygestop og nikotinstop på din arbejdsplads

Tilbud tilpasset din virksomhed. Til dig, der ønsker en røgfri og nikotinfri arbejdsplads for dine medarbejdere.

Måske er du på udkig efter stopkurser, eller også vil du bare gerne have en snak om, hvordan din virksomhed kan sætte røg- og nikotinfrihed på dagsordenen. 

Uanset hvad står vi klar med relevante tilbud tilpasset din virksomhed.

3 ud af 4 rygere og brugere af andre nikotinprodukter ønsker at stoppe. Gode kolleger og røg- og nikotinfrie rammer gør det nemmere at tage beslutningen om et ryge- og nikotinstop – og at fastholde den. 

Derfor har vi gratis stoptilbud til arbejdspladser, der ligger i Københavns Kommune. Vi tilbyder:

Inspirationsmøde

På mødet dykker vi ned i de værktøjer, der er brug for, hvis det skal lykkes at kvitte nikotinen. 

Alle er velkomne, uanset om de ønsker et ryge-/nikotinstop eller ej. Et inspirationsmøde kan være med til at motivere medarbejderne til efterfølgende at melde sig på et stopkursus.

Mødet er for 10-20 deltagere, ledes af en professionel stoprådgiver og varer 1-1,5 time.

Stopkursus

Kurset er for 10-15 deltagere og løber over fem mødegange á to timer fordelt på seks uger. 

En professionel stoprådgiver vil motivere og støtte deltagerne under hele kurset. På kurset sætter deltagerne i samråd med stoprådgiveren en fælles stopdato.

Københavns Kommune yder ikke tilskud til medicin til nikotinafvænning på arbejdspladskurser.

Arbejdspladsen skal stille en kontaktperson til rådighed, der er ansvarlig for at indhente tilmeldinger til kurset, udsende information samt deltage aktivt i rekrutteringen.

Når kontaktpersonen har rekrutteret minimum 10 medarbejdere til et kursus, aftales de konkrete kursusdatoer.

Kontakt

Team Ryge- og Nikotinstop