Fortællinger fra et stopkursus
Simon indså, at han havde brug for hjælp
- Jeg havde lovet mig selv, at jeg skulle stoppe med at ryge, inden jeg blev 30. Men det lykkedes ikke for mig. Jeg prøvede flere gange, men faldt altid i igen. Typisk fordi jeg troede, jeg godt lige kunne være festryger. Det kunne jeg ikke.
- Her i foråret tænkte jeg ”fandme nej, det skal ikke styre mig – jeg skal ikke være afhængig”. Jeg indså, at jeg havde brug for professionel hjælp for at stoppe. Jeg spurgte en veninde, om vi ikke skulle starte på et rygestopkursus sammen, og så tilmeldte vi os.
- Jeg havde forestillet mig, at et kommunalt stopkursus ville være meget belærende. Men vi havde en meget motiverende stopvejlederen, som hjalp os med at sætte nogle indre billeder på vores forhold til cigaretter og snusposer.
- Jeg begyndte at betragte cigaretten som en person. På en måde er cigaretten en ven, jeg kan hygge mig og have det sjovt og festligt sammen med. Men det er også en virkelig dårlig og nærmest ondskabsfuld ven. Den skader mig, og den overtager styringen og bestemmer over mig. Det billede har hjulpet mig. Når jeg får rygetrang, så ser jeg det billede for mig, og så er det nemmere at holde fast i stoppet.
- Jeg bruger stadig nikotinplaster til at komme helt i mål med stoppet. Og det har jeg også fået vejledning i på kurset. Det er ikke sådan ”bare lige” at bruge medicin til nikotinafvænning. Man skal vide, hvordan man bruger det rigtigt. Jeg skal bruge plastrene en måned eller to endnu, hvor jeg trapper langsomt ud.
- Det fungerede også virkelig godt at være i en gruppe og stoppe sammen. Jeg havde jo min gode veninde med, og det var virkelig fedt, men hele holdet har været en støtte. Det er en stor motivationsfaktor, at man ved, at de andre hepper på én. Ligesom man hepper på dem.
Silje var træt af at bruge halvdelen sin SU på nikotin
- Jeg var træt af at være afhængig. Træt af at stresse over, om jeg nu havde fået min snus med mig, hvornår jeg tog den sidste pose, og i hvilken side af munden. Og så var jeg også træt af at bruge halvdelen af min SU på nikotin.
- Jeg fandt frem til kommunens kursus for unge. Det var gratis, det var professionelle rådgivere og et rigtig godt forløb. Vi var et lille hold, og det var fedt at have nogen at støtte sig til. Nogen der var i præcis samme situation. Førhen har jeg været meget alene i mine forsøg på at stoppe.
- På hver kursusgang satte vi nogle mål for tiden frem til næste gang, vi skulle mødes. Det virkede. En positiv overraskelse var også, at vi fik tilskud til fx nikotinplastre, der kunne hjælpe os på rette vej. Det var også rigtig fedt, for det kan være en dyr post.
Emil blev klædt på til kroppens reaktioner
- Jeg havde egentlig været røgfri i 5 år. Men så faldt jeg i og begyndte at ryge igen. Først blev jeg skilt, og kort efter mødte jeg en ny, der røg som en skorsten. Det nye liv fik mig desværre til at falde i. Men heldigvis kendte jeg til kommunens rygestopkurser og meldte mig straks til, og nu er jeg igen røgfri.
- Det kan noget det der med at træde ind i et rum og et fællesskab, hvor det kun handler om at komme ud af sin afhængighed. Og hvor man er fælles med andre om det.
- Og så er det nogle meget kompetente stoprådgivere. De ved præcis, hvad der sker i kroppen og hjernen i sådan en proces med at komme ud af afhængigheden. Så når jeg en uge mærkede rygetrangen på en bestemt måde, så var det præcis sådan, som rådgiveren havde fortalt om ugen inden. Det gjorde, at jeg hele tiden var forberedt på min krop og hjernes reaktioner, og det gjorde det nemmere at håndtere.
- Det er ret vildt, som stoprådgiveren kan forudse, hvad der kommer til at ske. Det er åbenbart utroligt forudsigeligt. Her går man og tror, at man er så speciel og slet ikke som andre rygere, men nikotinen opfører sig ret ens hos os alle.